Forår

Mine kjoler 1 – 5

Det er ingen hemmelighed at jeg samler på kjoler – vintagekjoler. Jeg elsker dem. Hvor min kærlighed til disse kjoler kommer fra ved jeg ikke rigtig, men den er stor og til tider næsten altoverskyggende. Jeg bruger det meste af min fritid på nettet og rundt omkring i København – altid på jagt efter det næste fund. Jeg har især mange kjoler fra 1950’erne, da de for mig er noget helt særligt. De passer min kropsform bedst og så elsker jeg deres udtryk, som spænder bredt fra sofistikerede og vampede “wiggle dresses” til pastelfarvede, romantiske kjoler med blonder og store skørter. Jeg har samlet i ca. seks år og har snart 100 forskellige vintagekjoler. De er blevet en stor og vigtig del af mit liv og bloggen her er til ære for dem. Derfor har jeg en ambitiøst forestilling om at skulle dokumentere hver og en af mine elskede med billeder og en kort historie om hvor, hvornår og hvordan jeg fik fat i disse kjoler. Jeg har indtil videre lagt ni kjoler op og her er en opsummering af de fem første.

 

Kjole nr. 1 

Denne kjole er ikke den første vintagekjole jeg har købt, men det var uden tvivl denne kjole, som satte det hele i gang. Den dag jeg fandt denne kjole står stadig lysende klart i min erindring – det var virkelig kærlighed ved første blik. Jeg var forbi vintagebutikken FN92 en eftermiddag og der var den på en gine. Jeg kredsede længe om den, men besluttede mig for at gå igen, da jeg egentlig ikke havde råd til at købe den. Jeg fortrød hurtig, gik tilbage og fik lov at prøve kjolen. Den var den smukkeste kjole jeg nogensinde havde set, men fornuften vandt og jeg gik igen. 10 min efter stod jeg i butikken for tredje gang den eftermiddag og glemte alt om økonomi og købte denne fantastiske røde 50’er silke kjole. Jeg har aldrig fortrudt det og den er stadig en af mine absolutte yndlinge.

 

Kjole nr. 2

Denne kjole var et af mine første køb på Etsy, som efterhånden er blevet til rigtig mange. Farven er fantastisk, den er virkelig behagelig at have på og helt perfekt, når det er rigtig varmt. Det var det også for to et halvt år siden, da jeg lige havde afsluttet min uddannelse på Grafisk Højskole og var ude og fejre det med mine venner. Sent på aftenen (eller tidligt på morgenen) endte vi op på Bakken i Kødbyen og jeg fik øje på en helt fantastisk mand helt klædt i sort og med det flotteste skæg jeg havde set. Jeg tror det har været en blanding af glæden ved endelig at være lykkelig igennem eksamen, sommer og denne smukke kjole, som gav mig overraskende meget selvtillid til at styre direkte op til ham i baren og komplimentere ham med han store sorte fuldskæg. Vi har været sammen lige siden og skal giftes til sommer.

 

Kjole nr. 3

Kjole nr. 3 er efterhånden lidt af en klassiker i mit klædeskab. Endnu en smuk 50’er kjole, som jeg har brugt virkelig meget – den er helt perfekt til forår og har været til utallige fester i løbet af de sidste år. Jeg købte den i FN92 et år lige omkring påske og den minder mig altid om gule kyllinger og tulipaner.

 

Kjole nr. 4

Sidste sommer flyttede min kæreste og jeg til Vesterbro og lige pludselig kom jeg til at bo dejlig tæt på vintagebutikken PRAG, som har utrolig mange fine ting og jeg har virkelig gjort nogle fantastiske kup her – bl.a. denne smukke kjole! Det er den perfekte fødselsdagskjole – helt tilpas fin og festlig og har brugt den både til min egen og andres. Ser frem til varmere vejr og fødselsdage, så den kan komme på igen.

 

Kjole nr. 5

Denne kjole er købt i en af mine ynglingsbyer – Amsterdam! Amsterdam er efter min mening total undervuderet, men jeg elsker den by, har været der fire gange og vil meget gerne tilbage. Her findes der også virkelig gode vintagebutikker bl.a. Laura Dolls som har SÅ mange smukke kjoler og det er også her jeg har købt kjole nr. 5. Den er syet i kraftig bomuldsstof hvilket gør den lidt stiv og skørtet står derfor næsten af sig selv. Desværre begik jeg den store fejl at indlevere den til rens (havde selvfølgelig spildt chokoladeis ned af den) og det kunne den IKKE tåle. Roserne plejede at være knaldrøde, men da jeg hentede den var de orange og renseri-manden stod meget frustreret med min kjole, som åbenbart havde smittet af på de fleste andre ting han skulle rense. Siden den dag har jeg renset mine kjoler selv.

 

English recap: I LOVE vintage dresses and I have around 100. These are the first five in my collection.

13

  • En skandinavisk Marilyn Monroe! 😉
    Er vild med den sidste… og seriøst – 100?! Hvor er det vildt. Glæder mig til at se resten!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • stormsmagasin1357327773170

      TAK – det var meget sødt skrevet!

      Ja jeg nærmer mig støt og roligt de 100 og det stopper nok ikke der. Når man først er kommet i gang med sådan noget er det frygtligt svært at stoppe igen 😉
      Derfor åbner jeg også snart en webshop, hvor jeg vil sælge nogle af dem så jeg kan få plads til nye 😉 og vil også sælge andre jeg har købt ind til samme formål. Så vintagekjoler skal der nok kommer masser af her!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Maja

    ih jeg er altså helt helt pjattet med den gule kjole! Den er så sød og fin!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • stormsmagasin1357327773170

      Ah den er også fantastisk – det er sådan en af de kjoler, som bare er et sikkert hit hver gang og hvis jeg ikke ved hvad jeg skal tage på (og det ikke er minus 10 grader) så tager jeg den på!

      Og TAK!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Så smukke kjoler – glæder mig til at se de næste mange mange kjoler!! Man bliver en smule misundelig på dit klædeskab:)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • stormsmagasin1357327773170

      TAK, der skal nok komme mange flere kjoler! Og ja det er et rigtig dejligt klædeskab efterhånden, det har også taget et par år at opbygge 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Thit

    Smukke kjoler! Glæder mig til at se resten! Har et par spørgsmål: Hvor po…. får du plads til alle de kjoler? (Prøver desperat at få plads til min 30+ kjoler ved at have en sommer- og en vintergardarobe…).
    Og så var der lige det med rensningen – du renser selv skriver du – hvordan? (nogle gode husmoder-tips?). Måske en ide til en blog-post?

    Og så vil jeg bare sige at det er skønt med en dansk vintageblog 🙂 (og jeg glæder mig til din etsy-shop!)

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • stormsmagasin1357327773170

      Det er simpelthen så dejligt at høre fra jer på den anden side af skærmen – tak for komplimenterne og opmærksomheden!

      Jeg er heldig at bo i en forholdvis stor lejlighed med min kæreste, vi har ingen børn, så der er forholdsvis god plads. Vi har et lille rum, som startede ud som klædeskab/kontor, men som nu bare er klædeskab… eller måske rettere kjoleskab. De fylder nemlig rigtig meget, men heldigvis har jeg en meget sød og forstående kæreste, som giver mig lov til at fylde 😉 Jeg er faktisk i gang med en post, hvor man kan se lidt mere af rummet.

      Jeg har desværre ikke så mange husmodertips, ville selv ønske jeg var bedre til sådan noget. Til gengæld er jeg ikke så bange at vaske mine kjoler i vaskemaskinen og det fungerer ret godt. Nogle ting er selvfølgelig sarte, dem vasker jeg i hånden. Men jeg har rigtig mange 50’er bomuldskjoler og de ryger alle sammen i vaskemaskinen på 30 grader. Hvis der er mere genstridige pletter bruger jeg det gode gamle trick med at smøre pletten ind i farveløs opvaskemiddel, putte tøjet i en plasticpose, lukke til og lade det ligge over natten, for derefter at vaske. Det plejer at være ret effektivt.

      Glæder mig også til at jeg snart får gang i den Etsy-shop!

      Siden  ·  Svar på kommentar
    • Thit

      Glæder mig til at se den post med klædeskabet. Det er jo altid rart med inspiration -selvom jeg desværre ikke kan bruge et helt rum (det må være skønt – og fantastisk med en forstående kæreste!).

      Jeg vasker også en del i vaskemaskinen. Godt tip til pletfjerning! Det må jeg prøve.

      Tak for et hurtigt og godt svar!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • Du er vildt fed! Din stil er virkelig gennemført. Jeg elsker den kridhvide hud, platinblonde hår, røde læber og øjenbryn i en mørkere tone end håret. Du er jo indbehrebet af retro! : ) Der er noget Marilyn over dig.. Super cool!

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • stormsmagasin1357327773170

      Åh tusind tak – finere kompliment kunne jeg ønske ikke mig!

      Siden  ·  Svar på kommentar
  • SWEET PETROLEUM

    ÅH jeg elsker dine kjoler! Det er virkelig smukke 🙂

    Siden  ·  Svar på kommentar
    • stormsmagasin1357327773170

      Tusind tak – jeg er også meget meget glad for dem 😉

      Siden  ·  Svar på kommentar

Skriv et svar

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *

 

Næste indlæg

Forår